Pressemeddelelse:

Hugo Rasmussen hyldes som Årets Gudman 2016

Årets Gudman tilfalder i år posthumt den allestedsnærværende bassist Hugo Rasmussen. Hugo var kendt som en stor musiker, som spillede med et hav af kolleger på tværs af generationer og genrer. Hugo Rasmussen døde i august 2015.

 

Ikke siden Årets Gudman for første gang i 2004 blev afholdt til ære for den da netop afdøde trommeslager Ken Gudman, har årets hyldestkoncert været dedikeret til en afdød musiker. Hugo er i centrum,  når venner og kolleger mødes søndag d. 2. oktober til et brag af en hyldest!

 

Det er de færreste, der ikke kender Hugo Rasmussen. Fra børnefjernsyn i start firserne. I bandsammenhæng på tværs af pop, folk og jazz. Og som en karismatisk musiker, der med sit lange skæg var genkendelig selv på stor afstand af scenen. Han var et ikon, et vartegn og en stor musiker, og det kan næsten føles som en selvfølge, at Hugo Rasmussen er Årets Gudman 2016.

 

En uerstattelig musiker, ven og helt

 

Kristian Leth, formand for foreningen Gudman, begrunder valget af Hugo Rasmussen:

 

"Hvad er det vi fejrer? Hvad er det vi i Gudman-foreningen hylder? Hugo Rasmussen døde i august sidste år. Og han er svaret på de spørgsmål: En musiker, der ikke kan erstattes. En grundig, trofast og troværdig musiker, der samtidig var modig, eventyrlig og eksperimenterende. Der altid ville spille med nye hoveder, opdage nyt territorie og var klar på noget vildt. Men som også var en del af den danske jazz-lyds DNA.

 

Hugo spillede for fans og for forbipasserende. For børn og for de ældste. For jazz-freaks og syrehoveder. Og for alle os, musikerne. Vi elskede Hugo Rasmussen. Han var vores ven og vores helt, og det var en ære at spille med ham. Det er omsonst at remse navne op, som Hugo har spillet med. Hugo var så indgroet en del af musikscenen, at han netop var der uden at tage fokus, for det er ikke egestammerne, der skiller sig ud, når man står i den danske skov.

 

Jeg ved ikke hvor mange Hugo Rasmussen-koncerter, jeg har set. Da jeg flyttede på landet med mine forældre som 15-årig, blev mit liv til et, hvor jeg tog til jazz-koncerter, sov hos venner og kærester i byen og gentog næste aften. Spørgsmålet var “hvem spiller Hugo nu med?” Han spillede med mine helte, han spillede med min mor, han spillede med mine venner, jeg var endda så heldig, at han et par gange spillede med mig. Og hver eneste gang var det med vidtåbne ører, og med øjne der så alt. “Du ringer bare,” sagde han altid. Hvem spiller Hugo nu med?"

 

Hyldestkoncert i Amager Bio

 

Hugo Rasmussen blev født i 1941 og døde som 74-årig i august sidste år. Han nåede i sin levetid at medvirke på mere end 900 indspilninger og kunne ofte - bare som ét eksempel på hans utrættelige indsats for musikken - på de 10 dage en Copenhagen Jazz Festival varer medvirke i mere end 30 koncerter.

 

Når Hugo Rasmussen hyldes ved en stort anlagt koncert i Amager Bio søndag d. 2. oktober, er det Hugos venner og kolleger, der kommer og spiller og fester på scenen. De medvirkende navne bliver offentliggjort, når programmet er klar.

 

 

FAKTA:

 

Årets Gudman finder sted 2. oktober 2016 kl. 20 i Amager Bio.

 

Billetpris: 175 kr. + 20 kr. i billetgebyr / www.billetnet.dk eller 70 15 65 65.

 

Se mere:

www.gudman.dk www.facebook.com/aaretsgudman og www.amagerbio.dk

 

Om Årets Gudman

Årets Gudman er en kollegernes hyldest til en udvalgt musiker, der har markeret sig på den danske musikscene som udøvende, sideman, instrumentalist, producer, igangsætter, inspirator osv. Bag Årets Gudman står foreningen Gudman.

 

Årets Gudman hed tidligere Ken Gudman Prisen. Tidligere var det Ken Gudman Mindefond, der stod for den årlige hædersfest. Ken Gudman Mindefond blev indstiftet til minde om trommeslageren Ken Gudman, der døde 17. september 2003. Den første prisuddeling fandt sted i 2004.

 

Tidligere modtagere af Ken Gudman Prisen og Årets Gudman:

2004: Aske Jacoby

2005: Per Chr. Frost

2006: Moussa Diallo

2007: Laust Sonne

2008: Wili Jønsson

2009: Klaus Menzer

2010: Lars Skjærbæk

2011: Cæcilie Trier

2012: Mikkel Nordsø – samt særpris til The William Blakes

2013: Kresten Osgood (Årets Gudman)

2014: Peter Uhrbrand (Årets Gudman)

2015: Gustaf Ljunggren (Årets Gudman)

 

Yderligere oplysninger:

Gaden PR & Kommunikation / Søren Gaden, tlf. 20 63 64 12 - soren@gadenpr.dk 

 

 

 


Billetbanner2016