Hugorasmussen Website Historien

Kristian Leth, formand for foreningen Gudman, begrunder valget af Hugo Rasmussen:

 

"Hvad er det vi fejrer? Hvad er det vi i Gudman-foreningen hylder? Hugo Rasmussen døde i august sidste år. Og han er svaret på de spørgsmål: En musiker, der ikke kan erstattes. En grundig, trofast og troværdig musiker, der samtidig var modig, eventyrlig og eksperimenterende. Der altid ville spille med nye hoveder, opdage nyt territorie og var klar på noget vildt. Men som også var en del af den danske jazz-lyds DNA.

 

Hugo spillede for fans og for forbipasserende. For børn og for de ældste. For jazz-freaks og syrehoveder. Og for alle os, musikerne. Vi elskede Hugo Rasmussen. Han var vores ven og vores helt, og det var en ære at spille med ham. Det er omsonst at remse navne op, som Hugo har spillet med. Hugo var så indgroet en del af musikscenen, at han netop var der uden at tage fokus, for det er ikke egestammerne, der skiller sig ud, når man står i den danske skov.

 

Jeg ved ikke hvor mange Hugo Rasmussen-koncerter, jeg har set. Da jeg flyttede på landet med mine forældre som 15-årig, blev mit liv til et, hvor jeg tog til jazz-koncerter, sov hos venner og kærester i byen og gentog næste aften. Spørgsmålet var “hvem spiller Hugo nu med?” Han spillede med mine helte, han spillede med min mor, han spillede med mine venner, jeg var endda så heldig, at han et par gange spillede med mig. Og hver eneste gang var det med vidtåbne ører, og med øjne der så alt. “Du ringer bare,” sagde han altid. Hvem spiller Hugo nu med?"

 

Om Hugo Rasmussen

Bassist. Født i Bagsværd i 1941. Hugo Rasmussen døde som 74-årig i 2015 men nåede i sin levetid at medvirke på mere end 900 indspilninger. Han kunne ofte - bare som ét eksempel på hans utrættelige indsats for musikken - på de 10 dage en Copenhagen Jazz Festival vare medvirke i mere end 30 koncerter.

 

 


Banner2018 (1)